CASEHISTORIE KREJBJERG
Langvarigt mæglerforhold bar frugt ved salg af skovejendom
Mægler relation gennem 15 år blev værdifuldt
Søren Fristrup solgte i efteråret 2024 sin skovejendom i Krejbjerg Plantage ved Viborg med hjælp fra Jesper Madsen fra Landbrugsmæglerne. Dermed blev der (formentlig) sat et punktum i deres næsten 15 år lange samarbejde, hvor Søren Fristrup gennem årene har opkøbt og modtaget rådgivning fra Jesper Madsen.
”Tilbage i 2010 så jeg en annonce i Jyllands-Posten fra Landbrugsmæglerne, hvor de havde et mindre stykke skov til salg i Krejberg Plantage, den reagerede jeg på, og mødte der Jesper for første gang. Vi endte med at købe skoven, men hverken min kone eller jeg havde det store forstand på skovdrift, men det har Jesper qua hans uddannelse som skovfoged, så han stod klar med gode råd i de første år. Det var en stor hjælp for os i starten, og undervejs at kunne bruge Jesper, som en kyndig rådgiver inden for skovdrift,” fortæller Søren Fristrup.
I 2012 købte de naboejendommen, og i den forbindelse fik de hjælp fra Jesper Madsen til at konvertere ejendommen fra bopælspligt til fritidsbolig. Det blev til endnu et opkøb, da en nabo i 2016 ønskede at sælge en del af skoven fra, så her købte familien Fristrup yderligere 8 ha.
’Det kunne dårligt gøres bedre’
Da familien i 2024 ønskede at sætte ejendommen med dertilhørende skove til salg, ja, så var et jo helt naturligt at ringe til Jesper.
”Efter så mange års positivt og godt samarbejde var det selvfølgelig Jesper, jeg ringede til. Ejendommen kom til salg, men grundet sygdom i familien satte vi salget på pause. Da vi nogle måneder senere satte gang i salget igen, mente Jesper, at vi skulle sætte prisen op med 500.000,-. Det lyttede vi til, og det har vi ikke fortrudt. Der gik fire dage, så var den solgt til prisen. Så min konklusion er, at det mæglerarbejde Jesper ydede til os, det kunne dårligt gøres bedre, som vi siger i Jylland,” siger Søren Fristrup med et smil.
