Multifunktionalitet er nøglen

Med inspiration fra lande som Tyskland og Holland kan Danmark lære at integrere vedvarende energikilder i landbrugs- og skovområder, hvilket kan bane vejen for en mere bæredygtig fremtid for dansk landbrug.

Når Kristian Jensen, CEO for Green Power Denmark, retter blikket mod det danske landbrug i dag, ser han en sektor presset af en række komplekse udfordringer:

"Det danske landbrug står aktuelt over for flere udfordringer på grund af inflationen, der presser fødevarepriserne op og ændrer prioriteringerne hos forbrugerne både herhjemme og globalt. Landbruget står samtidig over for pres fra miljøkrav og klimaforandringer, der truer med at forringe vores dyrkningsmuligheder, medmindre vi tager ansvar," lyder det fra Kristian Jensen, som pointerer:

"Hvis vi som samfund ikke handler aktivt for at modarbejde disse udfordringer, vil det kunne ændre det landbrug, vi kender i dag, radikalt. Men i udfordringerne findes der også gode muligheder for dansk landbrug til at tage føringen i den grønne omstilling."

Et skifte i gang
Den grønne trepartsaftale er et centralt initiativ til at håndtere klimaforandringerne ved at fremme grøn omstilling og bæredygtig udvikling i Danmark, og en væsentlig del af tre-partsaftalen er, at der skal tages mindst 250.000 hektar ud af traditionel landbrugsproduktion for at skabe plads til natur- og skovområder. For erhvervsfolk i landbruget betyder dette, at der er et skifte i gang, der kræver strategiske overvejelser
om, hvordan landbrugsarealer bedst udnyttes i fremtiden.

Aftalen repræsenterer muligheder for at integrere bæredygtige praksisser og initiativer, såsom skovdrift og naturpleje, som en del af landbrugssektorens udvikling. Kristian Jensen mener imidlertid, at den grønne vindmølleenergi er blevet overset i drøftelsen af disse initiativer, og han understreger, at vindmøller og skove sagtens kan eksistere side om side – og at dette tilmed kan vise sig gunstigt for landbrugsarealerne:

"Hvis vi skal nå Folketingets mål om en firedobling af VE-kapaciteten mellem 2021 og 2030, så skal vi gå fra at bruge 0,9 til 2,15 af landbrugsarealet. Multifunktionalitet er nøglen til at reducere arealforbruget. Hvis vi skal adskille skove, vindmøller og solcellepaneler, øger det presset på de traditionelle landbrugsarealer, men ved at skabe hybrid-parker, der kombinerer fx skovdrift med vindenergi, kan vi reducere presset," lyder det fra Kristian Jensen, som understreger: "Det handler om at finde den rette balance og udnytte vores ressourcer mest effektivt. En hybridløsning ville ikke blot hjælpe med at reducere klimaaftrykket, men også koste færre arealer og understøtte den bæredygtige omstilling. Samtidig åbner det for nye finansieringskilder i den grønne trepartsaftale."




"Det er er på høje tid, at vi ser på mulighederne for at skabe multifunktionelle arealanvendelser og komme de danske særregler til livs."

- Kristian Jensen, Adm. direktør, Green Power Denmark

 

Inspiration fra nabolandene
I Tyskland og Holland har man allerede udviklet løsnin ger, der har en helhedsorienteret tilgang til landbrugs- og energiproduktion. Disse lande har således politisk tilpasset deres strategier for at optimere jordudnyttelsen og finde balance mellem produktion og bæredygtighed:

"Ved at se på, hvordan Tyskland har udviklet multifunktionel arealanvendelse og Holland har integreret vedvarende energikilder, kan Danmark lære at forene forskellige interesser på samme jordareal," fortæller Kristian Jensen, som fremhæver, at også Sverige har formået at balancere skovdrift og vindmølleproduktion i flere succesfulde projekter.

Særregler skal revideres
Nabolandene eksemplificerer, hvordan der kan skabes en effektiv symbiose mellem skovbrug og energiproduktion. Og selvom der også i Danmark ligger et betydeligt potentiale i at kombinere energiproduktion med skovdrift, har det hidtil været svært at få dette emne bragt op i forhandlinger, da Danmark hæmmes af særregler, mener Kristian Jensen:

"Ved at revidere de danske særregler, såsom forbuddet mod at sætte vindmøller op i skove, og de begrænsninger der er mellem motorveje og vindmøller, og fremme en mere integreret tilgang til jordbrugsanvendelse og energiproduktion, kan vi skabe en stærkere økonomi og samtidig sikre, at vi som samfund lever op til vores globale klimaansvar," udtaler han og afslutter:

"Danmark bør vedtage hurtigere og mere fleksible reguleringer for at reducere afhængigheden af dyre energikilder. Det danske landbrug kan drage fordel af de omkostnings-effektive løsninger, der er udviklet internationalt. Ved at tage ved lære af nabolandenes erfaringer kan vi finde vejen frem mod en bæredygtig og økonomisk forsvarlig fremtid
for landbruget, hvor både klimahensyn og produktionskrav kan forenes."