Af Merete Juhl, administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer

Det er samfundets skyld« Sådan er titlen på et af de helt store hits fra bandet tv-2. I nummeret præsenteres man for forskellige skæbner, der alle mener, at samfundet er skyld i deres mere eller mindre uheldige tilværelser. Samfundet bliver her et billede på noget abstrakt og fjernt, som det er let at skyde skylden på.

Det er bekvemt at have noget at skyde skylden på. På samme måde bliver landbruget ofte en slags syndebuk. Det kan jeg i hvert fald let få indtryk af, når jeg ruller igennem mine feeds på de sociale medier eller læser nyhederne.

Det er let at skyde på os, og det kan godt komme til at virke som om, at alle er imod os på den ene eller anden måde. Sådan er det ikke. Landmænd er blandt de faggrupper med højest troværdighed og danskerne mener, at Danmark er et landbrugsland.

Det præger os, og der er med rette høje forventninger til landbruget i Danmark. Vi har gennem generationer udviklet os, og derfor står vi et helt unikt sted i dag. Visionære landmænd dannede andelsbevægelsen i 1880erne. 100 år senere tog ambitiøse landmænd syvmileskridt i udviklingen af økologi. Og den i dag, produceres der bælgfrugter, højværdivarer, laves energi, og med planteforædling giver afgrøderne hvert år et større udbytte.

Det er en konstant udvikling og stræben efter at gøre tingene endnu bedre, og vi er slet ikke færdige. Alligevel har jeg mere end én gang siddet til et middagsselskab og fået at vide, "at landbruget slet ikke gør nok for den grønne omstilling."

Det provokerer mig faktisk. Vi har en målsætning om at være et klimaneutralt erhverv i 2050, og med vores 2030- plan for klimaet viser vi, at vi kan nå vores klimamål med allerede kendte teknologier.

Det er for eksempel nitrifikationshæmmere, linespil og hyppig gylleudslusning, der måske lyder kedelige, men som har et helt enormt potentiale i landbrugets grønne omstilling. Det er den slags, der ikke kan formidles i et tweet eller i en overskrift i Information, og det betyder, at det ofte ikke bliver fortalt på grund af kompleksiteten.

I det hele tror jeg, det kommer bag på mange, hvor stor innovationslysten er overalt i fødevaresektoren. Et af mine yndlingseksempler er Hans Erik, der har økologiske grise på Fyn. På marken lige ved siden af de fritgående grise, ryger man næsten ind i fremtiden.

For her kører der noget rundt, der mest af alt ligner en af de robotter, som Nasa har kørende på Mars. Det er en Farmdroid, der er en dansk markrobot, der med energi fra et solcellepanel kører rundt og passer marken.

På den måde er mangfoldigheden i dansk landbrug repræsenteret på Hans Eriks hektarer. Det er traditioner, respekt for naturen, godt landmandsskab, teknologi og innovation, der går op i en højere enhed. 

I dag bliver 78 procent af det danske landbrugsareal dyrket med præcisionsteknologi. Det vil sige med data fra satellitter, sensorer til mere nøjagtig kørsel og i det hele taget en højere grad af digitalisering, der alt sammen er med at gøre arbejdet mere effektivt.

Samtidig er landbrugsuddannelserne blandt de erhvervsuddannelser, der oplever fremgang i antallet af optagne, og de unge landbrugeres organisation, LandboUngdom, har aldrig haft flere medlemmer end nu.

Alt sammen et udtryk for en trang til at udvikle sig og følge med samfundet og leve op til de forpligtelser, der følger med at være et stort erhverv, der fylder meget.

Den trang har altid været i vores branche, og det er den, jeg på en måde knytter min optimisme op på. For jeg ser ikke det mindste antræk til, at den grundværdi er ved at ændre sig.

Jeg lytter, når vi får kritik. Og det gør et stort indtryk, når jeg ser billeder af mere eller mindre golde havbunde i vores indre farvande på grund af iltsvind, hvor kvælstof fra landbruget utvivlsomt spiller en rolle.

Så må vi selvfølgelig gøre noget. Og det gør vi. I landbruget bakker vi helt op om udtagningsindsatsen. Med landbrugsaftalen er der sat et mål om udtagning af 100.000
hektar. Det er ambitiøst, for udtagning af lavbundsjord er en kompliceret, ofte langstrakt opgave, der blandt andet kræver grundige analyser af, hvad der sker, når man hæver
vandstanden i et område. Derfor ser vi det først og fremmest som en myndighedsopgave, og skal vi nå længere end de 4.000 hektar, der i dag nærmer sig realisering, så er vi helt afhængige af, at myndighederne har de rigtige rammer til at kunne udføre opgaven. Det er der, vores primære fokus ligger.

Det er ikke altid landbrugets skyld. I det hele taget synes jeg, at det ikke giver mening at tale om skyld på den her måde. Vi løser ikke noget som helst ved at stå og pege fingre.