Stigende interesse for skov
Interessen for at købe skov er støt stigende, og mange skove sælges for tiden som skuffesalg, det oplyser landbrugsmægler Jesper Madsen, der har solgt skov og skovejendomme i mere end 20 år.
”De gode skovejendomme er let omsættelige. Vi oplever, at folk er begyndt at købe lystejendomme og skovejendomme fremfor et sommerhus ved vandet. De vælger i stedet naturen og herlighedsværdien i en skovejendom, det er en voksende kundegruppe,” fortæller Jesper Madsen, skov- og landbrugsingeniør og ejendomsmægler med speciale i skov hos Landbrugsmæglerne."
Han fortæller, at kunderne er delt i tre kategorier. De som leder efter god jagt, dem som går efter mere skovrejsning og natur, samt virksomheder der planter skov for at få det indregnet i deres CO2 regnskab.

For tiden oplever landbrugsmæglerne stor interesse fra firmaer, der ønsker at styrke deres grønne profil og klimaregnskab, og det kan de bl.a. gøre ved at plante ny skov. Men der er også en stigning i den kundegruppe, som ønsker at købe til jagt.
”Det er typisk virksomhedsejere med penge stående i holdingselskaber, som ønsker at placere deres investering i skov, fremfor at have dem investeret i aktier eller andre værdipapirer, som der for tiden er stor usikkerhed omkring. Investering i jord har gennem tiden vist sig at være ret stabil, og de spreder dermed deres risiko,” forklarer Jesper Madsen.
Skov som attrativ investering
I tider hvor aktiemarkederne virker nervøse, og hvor det kan være svært at opnå tilfredsstillende afkast på obligationer og andre alternative investeringsprodukter, kan det for mange virke tillokkende at placere dele af formuen i jord og fast ejendom. Med andre ord, kan formuen ikke give afkast på anden vis, kan man i stedet bytte med den livskvalitet, der ligger i ejerglæde og glæden ved at følge naturen året rundt.
Når det kommer til valget af ejendomstype, vil mange efterspørge ejendomme indeholdende bygninger, der kan tjene som familiens sekundære bolig, hvor efterårets jagter kan udgøre et samlingspunkt for familie og venner.
En anden type investor, er den der absolut ikke ønsker udfordringer med yderligere bygninger og derfor vælger at rette blikket mod bygningsløse ejendomme, som derved ikke kræver så stor opmærksomhed i årets løb.
Med de mange nye aktører i markedet, så er prisen på landbrugsjord steget det seneste år, og det smitter også af på prisen for skov, og når vi i Danmark samtidig står overfor udtagning af produktionsjord, så er det uundgåeligt at priserne stiger.
Skoven bliver vigtig i klimaindsatsen
Skovrejsning bliver en vigtig brik i Danmarks klimaindsats, og Jesper Madsen ser en stigende interesse samt forventninger om større tilskud til denne indsats i fremtiden.
”De politiske agendaer er blevet en stor og betydende faktor, og vi møder en ny kundegruppe af investorer, både mindre virksomhedsejere og store virksomheder, som vil bidrage til klimaet og samtidig skabe en grøn profil,” forklarer Jesper Madsen, som slår fast: ”Skovsektoren står over for store ændringer, men potentialet for at bidrage til klimaregnskabet er stort.”
Han påpeger, at de grønne initiativer kan skabe en ny forståelse for værdien af jord og skove i både lokalplanlægning og langsigtet klimaindsats.
”Med den nye trepartsaftale kan vi håbe, at CO2-lagring fra skove bliver en mere integreret del af virksomhedernes klimaregnskaber. Dette vil skabe yderligere incitament for investering i danske jord- og skovprojekter,” forklarer Jesper Madsen og tilføjer: ”Trepartsaftalen er noget, vi vil mærke voldsomt meget til, især når det handler om skovrejsning på landbrugsjorder og de mange hektarer, der potentielt tages ud af drift. Den stigende efterspørgsel på jord presser allerede priserne opad, hvilket åbner attraktive muligheder for både landmænd og investorer.”
For yderligere oplysninger kontakt:
Jesper Madsen, Ejendomsmægler Skov- og landskabsingeniør.
Tel: 2060 3097.
E-mail: jm@landbrugsmaeglerne.dk
www.landbrugsmaeglerne.dk